Det har været en dejlig sommer med masser af aktiviteter og en hel del nye medlemmer. Mange dage har alle baner været i brug, og det har summet med glade medlemmer. Tak til alle medlemmer for at have taget del i de mange aktiviteter og været med til at skabe gode oplevelser for alle.
Efteråret har meldt sig, og snart begynder indendørssæsonen.
Bestyrelsen har ambitioner om at give så mange medlemmer som muligt mulighed for at spille indendørs og vi tænker allerede frem mod næste sommersæson og har planer for at gøre den bedre og længere.
Samarbejde med Snekkersten Tennis
Helsingør Kommune har pålagt de syv tennisklubber, der er i kommunen at deles om de to indendørs haller, der er i kommunen.
Helsingør, hvor en ny hal med tre baner opføres, skal deles om hallen med de fire klubber i nord, og Espergærde skal deles med Snekkersten om hallen i Espergærde.
Samarbejdet betyder, at det bliver lidt vanskeligere at tilgodese alle medlemmers ønsker for at booke baner.
For unge op til 25 bliver der et tættere samarbejde med Snekkerstens ungdomsafdeling til begge klubbers fordel. For øvrige hold tilstræbes at lave Snekkersten hold og Espergærde hold hver for sig.
Alt dette er et kæmpe puslespil, som vi er heldige, at Nis har erfaring med at lægge.
For alle os i Espergærde er den rigtig gode nyhed, at vi får mulighed for at booke RedPlus banen i Snekkersten på lige fod med Snekkersten medlemmer. Her vil man kunne spille udendørs hele året ,så længe der ikke er sne på banen. RedPlus er en kunstbane med rødt grus, som tilnærmelsesvis giver samme oplevelse som en grusbane. Og så er der lys på banerne indtil kl. 22.
Udover RedPlus banen er vi inviteret til at deltage i pickleball hele vinteren om lørdagen i Snekkersten Hallen. Mere om dette og andre praktiske oplysninger følger i separat besked.
Lys på banerne, længere sæson og ingen ukrudt
Vi er lige nu i fuld gang med at planlægge lys på baner. Vi er i dialog med nogle udbydere af LED-belysning til tennisbaner og planlægger enten lys på bane 1,2 og 3 eller alternativt på bane 4 og 5. Vi foretrækker naturligvis lys på bane 1,2 og 3, men kigger også lidt på økonomien.
Lyset på banerne og det ændrede klima giver mulighed for en længere sæson. Kommunen har desuden til hensigt at lave aftale med to klargøringsfirmaer næste sæson, så med lidt held kan vi komme i gang tidligere og blive ved længere udendørs.
Vi er også nødt til at betale os fra at holde banerne i den kommende sæson. Hvis ikke vi gør det bliver banerne mere og mere slidte og tilgroede.
Klubchef og flere aktiviteter for alle medlemmer
Vi er i dag omkring 340 medlemmer i dag. Rigtig mange medlemmer i aldersgruppen mellem 25 og 65 år, hvor mange af disse deltager i træning, camps og andre aktiviteter. Vi har også en stor gruppe +65, som naturligvis ofte spiller om formiddagen og så har vi en desværre noget mindre gruppe af unge under 25.
Bestyrelsen har en ambition om, at vi skal have flere medlemmer, men ikke flere end at det fortsat skal være nemt at booke bane om sommeren. Vi ønsker ikke en situation som vi ser i succesfulde Humlebæk, hvor der er så mange medlemmer, at det er vanskeligt at finde en ledig bane.
I erkendelse af at bestyrelsen ikke har ressourcer til at sætte gang i en masse aktiviteter, ansætter vi Kenn Andersen som klubchef fra 1 november med 15 timer om ugen. Mange har allerede oplevet at Kenn er i fuld gang med at sætte en masse aktiviteter i gang; familietennis, unge-camps, skoletennis, frokost turnering for +65, søndagstennis for nyere medlemmer osv.
Kenn kommer til at sikre, at alle medlemmer og alle aldersgrupper får flere aktivitet og mere klubliv.
Og så til økonomien – 2025/26 bliver et investeringssår
Sæsonen 2025-26 betragter vi som et investeringsår, og vi budgetterer med et underskud for det kommende regnskabsår.
Lys på baner og ansættelsen af klubchef er de væsentligste årsager til dette. Heldigvis har de forrige bestyrelse, hvoraf de fleste stadig er i bestyrelsen, været gode til at styre økonomien og vi har derfor en vis egenkapital, som vi kommer til at bruge af.
MEN vi har også besluttet at regulere medlemskontingent og træningsgebyrer.
Det er ikke morsomt at forhøje kontingenter og andre gebyrer, men vi håber at I alle vil opleve at I får mere klub for pengene.
På hjemmesiden kan I orientere jer og de nye priser. Espergærde Tennisklub
Generalforsamling i december
På kommende generalforsamling, som vil finde sted i december, vil bestyrelsen fremlægge budget og fortælle mere om de mange planer vi har.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen